Til januar bliver der åbnet for ansøgninger til sommerkolonier 2026
Hold øje med siden når vi nærmer os, for DATOER og LÆNGDE på opholdene
Snart er det sommerferie og tid til leg, sjov og oplevelser i den danske natur. Det betyder, at det er blevet tid til at søge om et ophold på en af vore skønne kolonier i skolesommerferien. Gladsaxe Lærerforening driver i samarbejde med Gladsaxe Kommune nogle af landets bedst beliggende kolonier, der alle ligger tæt ved skov og strand med rige muligheder for at give børnene spændende oplevelser. Oplevelser, som byder på masser af frisk luft, udflugter, motion, leg, spil og hyggeligt samvær med kammerater fra alle kommunens skoler. For at deltage på et koloniophold skal man på nuværende tidspunkt gå i 2. klasse.
ANSØGNINGSSKEMA 2026 - DER ER ENDNU IKKE ÅBNET FOR ANSØGNINGER - KLIK HER
Halleklippen
Halleklippen ligger på Bornholm ca. 1,5 km nord for Nexø på østkysten. Koloniens grund er på ca. 3 tønder land og ligger ved en af de smukkeste kyststrækninger i Danmark lige ned til vandet.
Mulige aktiviteter:
Der kan bades morgen og aften fra klipperne eller fra en lille badesø tæt på kolonien.
Cykel–, gå- og løbeture langs den smukke kyst med udsigt til Østersøen.
Ture til befæstningen Hammershus, den smukke Opalsø med den sindsoprivende svævebane og Paradisbakkerne med den 35 tons tunge Rokkesten.
Derudover er der mulighed for masser af udendørs boldspil, bordtennis, spil m.m.
Isøre
Isøre ligger på en 4 tønder land stor grund ved Rørvig i fredet klit- og plantagelandskab, hvor Isefjord og Kattegat mødes ganske få meter fra en yderst børnevenlig badestrand
Mulige aktiviteter:
Der kan bades fra koloniens egen strandgrund hvor badeforholdene er velegnede til de mindre børn.
Gåtur til havnen i Rørvig, hvor der kan nydes is og fiskes efter krabber med små "fiskestænger".
Besøg af en naturvejleder, som fortæller om dyrene i havet omkring kolonien.
Hygge omkring bålet med snobrød og snak.
Derudover er der mulighed for masser af udendørs boldspil, bordfodbold, spil m.m
Loddenhøj
Loddenhøj ligger i Sønderjylland, ca. 10 km nord for Aabenraa, på halvøen Løjtland med en pragtfulde udsigt over Lillebælt og til øen Barsø.
Lige nedenfor kolonien ligger en fin sandstrand med badebro med masser af mulighed for badning.
Mulige aktiviteter:
Badeture ved koloniens lækre strand.
Aktiv leg i koloniens egen lille skov.
Gårdbesøg hvor man kan komme i nærkontakt med dyrene.
Udflugt til Barsø og shoppetur til Åbenrå.
Krabbefiskeri, masser af boldspil, bordtennis og leg på koloniens store område.
Vigtigt
Vælg ikke denne koloni, hvis dit indskolingsbarn har tendens til at få hjemve. Kolonien ligger langt fra Gladsaxe, hvilket gør eventuel hjemsendelse svær for både barn og forældre. Kolonien har ikke kapacitet til at følge et barn hjem.
Hvem kan søge?
Alle elever i Gladsaxe Kommune fra 2. til 8. klasse kan søge om at komme på sommerkoloni.
Man skal på ansøgningstidspunktet gå i 2. klasse for at søge.
Et koloniophold i sommerferien varer 4-6 dage, det inkluderer alt fra transport til mad og en masse sjove aktiviteter.
Hvad kan du forvente af et ophold?
På alle vores sommerhold forsøger vi at sikre dig et hyggeligt, sjovt og fornøjeligt ophold. Du vil møde børn på din egen alder fra flere forskellige skoler i kommunen, og de voksne på sommerholdet vil sammen med dig og de andre børn lave en masse forskellige aktiviteter både indenfor og ude i naturen.
Hvad forventes der af dig?
Du skal være indstillet på at yde dit bidrag til, at alle får en dejlig ferietur. Du skal følge koloniens daglige rytme – måltider, sengetider, ture m.m. – og de samværsregler, som lederne anviser, herunder hjælpe til med borddækning, opvask og andre huslige pligter.
Hjemve: Vi anbefaler ikke at du sender dit barn på koloni, hvis du ved, at han eller hun får hjemve. Dels er det synd for de børn, der får hjemve, og dels sker der ofte det, at hjemveen ”smitter”, med ekstra arbejde for de voksne som konsekvens – og dermed mindre tid til at skabe gode og sociale aktiviteter for de øvrige kolonibørn.
Har du lyst til at deltage, skal dine forældre udfylde ansøgningsskemaet via den digitale tilmelding.
Tilmeldingsfrist følger
Er du lærer eller pædagog, og ønsker du at deltage på et af vores sommerhold, kan du kigge på ansøgningsskemaet her: https://glkolonierne.dk/holdleder
Med venlig hilsen
Gladsaxe Lærerforening Kolonierne
Tilmeldingsfrist 2026
Ansøgningsskema til sommerkoloni 2026 - endnu ikke åben:
Sidste tilmeldingsdato følger
Svar på ansøgning sendes ud i starten af april
For at deltage på et koloniophold skal man på nuværende tidspunkt gå i 2. klasse.
Sommerhold 2026
- Isøre 1 ved Rørvig (2.-3. kl.)
- Isøre 2 ved Rørvig (2.-3. kl.)
- Isøre 3 ved Rørvig (2.-3. kl.)
- Loddenhøj 1 i Sønderjylland (2.-4. kl.)
- Loddenhøj 2 i Sønderjylland (3.-5. kl.)
- Halleklippen 1 på Bornholm (5.-8. kl.)
- Halleklippen 2 på Bornholm (5.-8. kl.)
Sommerkolonierne afvikles i sommeren 2026 i ugerne 27 og 28